Jyllands ældste friskole
Øster Jølby Friskole blev oprettet i 1861.

Da vi er Jyllands – og dermed én af Danmarks ældste friskole(r), er det naturligt, at vi interesserer os for skolens historie. 

De følgende uddrag er fra artikler i skolens jubilæumsskrift ”… hvor grunden blev lagt…”, udgivet i 1986 i forbindelse med skolens 125 års jubilæum.

Ved henvendelse på skolen kan artiklerne erhverves i fuld længde.

Friskolens start
De første spirer til friskolen på Mors blev lagt, da Kristen Kold i efteråret 1837 og vinteren 38 var lærer i Øster Jølby. Han blev dog aldrig fastansat i embedet, da amtmanden ikke ville anbefale ham: ”Han er tilbøjelig til sekterisk sværmeri, og beboerne ønsker ham ikke!”

Mod det sidste protesterede samtlige beboere gennem en ansøgning til Det Danske Kancelli, men lige meget hjalp det, og Kold rejste til Sønderjylland som huslærer.

…I vinteren 1860-61, da Kold havde startet sin højskole på Fyn, rejste to af hans gamle elever fra Øster Jølby derned…Kold sagde til dem, at han syntes, de skulle se at få en friskole på Mors, og på vejen hjem besøgte de lærer A. N. Dal, der varmt anbefalede den unge, nybagte seminarist fra Jelling, Kresten Nielsen…

...Den 8. oktober 1861 begyndte den unge Kresten Nielsen så at holde skole i en lille stue med stampet lergulv.

Der var 16 spændte børn, der var mødt op. En del af dem havde gået i kommuneskolen, hvor forholdene på den tid ikke var så gode. Det blev en uforglemmelig oplevelse for disse børn at komme i friskolen.

Kresten Nielsen havde nemlig set, at børnene trængte til at blive tøet op og blive sig selv, så han gav sig tid til at tale med dem om ting, de kendte fra det daglige liv derhjemme, og børnene opdagede, at det ligefrem kunne være sjovt at gå i skole.

Desværre for skolen forelskede Kresten Nielsen sig i datteren fra "Dalen", og da han friede til hende, sagde faderen: "Vil du have pigen, må du tage gården med." Han fik begge dele, og skolen måtte se sig om efter en ny lærer..

Katrine Bårstrøm
Katrine Bårstrøm, tidligere elev og mangeårig lærer på skolen, skrev i forbindelse med 100 års jubilæet i 1961 om friskolens start:
Engang i året 1861 var der eksamen i den gamle skole i Øster Jølby. Det gik rigtig dårligt, og præsten sad og så mere og mere misfornøjet ud. Degnen var nervøs, og så blev børnene det naturligvis også. En lille pige skulle stave ”Kjøkkentøjet”, men hun kludrede svært i det, og det gik ikke de andre børn stort bedre. Omsider tabte præsten tålmodigheden og skændte på degnen i børnenes påhør. Degnen undskyldte sig med, at en del af børnene skulle til at gå i denne her friskole, og nogle af dem havde forsømt skolegangen. Men præsten svarede, at så kunne han have lært de andre så meget mere. Det var det sidste minde, min mor havde fra den skole, hun gik i, til hun var fyldt ti år. Hun var blandt de 16 børn, der den 8.oktober 1861 med stor spænding begav sig på vej til den nye skole. En skole, hvor det ikke var lærebogen og katekismen, der skulle gengives med ord og udtryk, de dårligt nok forstod. Nu kunne de sidde her og snakke og le og være akkurat som hjemme. Snart gik arbejdet med liv og lyst, og de opdagede, at det ligefrem kunne være en fornøjelse at gå i skole. Og det bedste var, når læreren fortalte. Personerne i bibelshistorie og danmarkshistorie blev levende for dem.

Ole Jakobsen
Efter Kresten Nielsens giftermål og dermed bratte afgang fra lærergerningen fulgte en periode med skiftende lærere, der, fremgår det af gamle protokoller, som en del af lønnen bl.a. skulle ”have kosten” i støttekredsen, dvs. spise rundt omkring hos elevernes forældre.
1. august 1894 blev Ole Jakobsen ansat som friskolelærer, og skolen oplevede en blomstringstid. Elevtallet steg og nåede på et tidspunkt op på 82, et anseligt antal i betragtning af, at der stadig kun var én lærer.
I det følgende fortæller Frode Jakobsen om sin skoletid på Øster Jølby Friskole. Frode Jakobsen besøgte indtil sin død jævnligt skolen og fortalte gerne eleverne om gamle dage. Citaterne er hentet fra hans bog ”Til sidst kommer man hjem”. I en anden bog af Frode Jakobsen ”Da leret tog form”, beskriver han sin barndom og opvækst i Øster Jølby – den kan varmt anbefales.

"Hvor grunden blev lagt..."
Jeg vender tilbage til dér, hvor grunden blev lagt. Grunden for alt det, som fulgte. Far fortalte for os børn. Om ”alt, hvad fædrene har kæmpet, mødrene har grædt”, for vort land, for vor frihed – udadtil og indadtil. Det blev levende. Vi levede med. Øjnene lyste.
Nu er jeg en gammel mand. Jeg har været meget rundt i verden – Asien, Sovjetunionen, Strasbourg, New York. Siden de dage i skolen i Øster Jølby har jeg lært mig en del…Grundlaget blev altid stående fast. Ellers blev man ikke et menneske med hold i. Og det grundlag blev lagt i friskolen…Derfor har jeg altid vidst, hvor jeg stammer fra. Talte jeg fra Europarådets pult i Strasbourg, talte jeg fra FN’s talerstol – et fint sted for en dreng fra Øster Jølby – jeg vidste det hele tiden: At jeg ikke blot var Danmarks repræsentant, men en dreng fra Mors. Man løb ikke fra det. Og det var godt nok. For rystede grundvolden, ville også alt det ovenliggende  - alt det, som bagefter var bygget ovenpå – komme til at dingle og vakle.
Tankerne går tilbage. Til den skole – til den landsbyverden. Med smil – og alvor. ”Derfra min verden går”.
Vi gik i friskole hos far. Ikke i folkeskolen. Sådan ville vi ikke engang kalde den skole. ”Statsskole”, sagde vi. Folkeskole var alt for stort og skønt et navn til den. Det var statens skole. Staten ville bestemme over alting. Men staten skulle holde sine kløer væk fra alt det, som havde at gøre med ånd.
…”Æ fridegn” kaldte nogle ”statsskolebønder” min far – en smule foragteligt. Det foragtelige lå mærkværdigvis i ”fri” – ikke i ”degn”. Statsskolelæreren var en rigtig degn. Det var min far ikke. For min skyld ingen alarm. Per Degn i ”Jeppe på Bjerget” eller ”Erasmus Montanus” var ikke nogle, man ønskede, at ens far skulle ligne.
…Det var en fri skole. Ikke en skole for døden. Ikke en sort skole. Den advarede man mig imod – jeg, som havde så stor lyst til at studere. Måske fik jeg lov engang. Men ingenting var så dødsens kedeligt som ”lærde drenge”.
En skole for livet. Sådan havde de lært det – både Grundtvig og Christen Kold. Kold havde engang været lærer her i Øster Jølby – rigtignok i det, som kaldtes fattighuset nu. Det gav én en forpligtelse.
Grundtvig havde sagt: Ingen eksamination i åndelige ting. Far gik et skridt videre: Ingen eksamination i nogen verdens ting! Ikke engang i regning. Eksamen var et hæsligt ord. Noget, man kunne kvæle en barnesjæl med.
Der var ingen, der blev overhørt og udspurgt til daglig: Om man nu kunne det, vi havde været igennem? Om man huskede det, som far havde fortalt? Eller om man havde siddet og sovet? Også det var vold mod en barnesjæl. Det skulle være lysten og bare lysten, som drev det. Højst kunne far under sin fortælling kaste et spørgsmål ud til hele vor flok under ét. Men så var det alligevel en stolthed, om man var ham, der kunne svare først.  

Skolens historie er absolut ikke færdigskrevet med disse indlæg, men vi vil henvise til bl.a. det ovennævnte jubilæumsskrift eller til skolens bestyrelse eller lærere.

Oversigt over skolens placering og udbygninger

Fortegnelse over lærere tilknyttet Øster Jølby Friskole

Børnehaveklasselærere

Gamle fotografier

Dokument, måske det tidligste sæt af "Love" for skolen	1879 - "Opkrævningsliste"	1911 - Familien Jacobsen med de forskellige nordiske flag	1890 - Friskolens elever med lærer Jens Hansen
1904 - Friskolens elever med lærer Ole Jacobsen	Drenge spiller pind på Søndervej	1927 - Udflugt med lastbil	1961 - Friskolens 100-års jubilæum